Øjenarbejde i Nepals afsides områder
Vi har besøgt Nepal flere gange, et dejligt land med ualmindeligt venlige og nøjsomme mennesker, der trods deres fattigdom er meget gæstfri og imødekommende. De første gange vi var i Nepal, assisterede vi på et fantastisk øjenhospital i Dhangadi i det sydvestlige Nepal, tæt på grænsen til Indien.
Hver dag kom 4-500 patienter med pårørende ind på området for at blive behandlet. Med kyndig instruktion fra vores kollega Dr. Bidya Prassad Pant fik vi indføring i en effektiv operationsmetode MSICS (Manual Small Incision Cataract) som nu er den metode vi anvender og gerne vil uddanne flere øjenlæger i.
Se video: ”MSICS in Geta Eye Hospital, Nepal by Dr. Vidya Pant”
Senere har vi deltaget i Eye Camps højt oppe ved Himalayas fod i byen Jogbuda, der kun få måneder om året har forbindelse til omverdenen, da den ellers er omkranset af voldsomme smeltevandsfloder fra Himalaya.
Eye Rescue har doneret meget udstyr hertil, såsom mikroskoper, instrumenter, phakomaskiner, linser og briller, samt spaltelamper og ultralydsscannere. Dr. Bidya Prassad Pant har deltaget i mange af vore missioner senere, og vi håber at fortsætte samarbejdet lang tid fremover.



