Håb, arbejde og en uventet afslutning
Myanmar er et land hvor under 1 % af BNP går til sundhed, og der er kun få øjenlæger til de 50 mill. mennesker som udgør befolkningen. Desværre har gentagne militærkup rystet landets struktur, og i dag er det ikke muligt for os at rejse dertil mere.
Vi har gennemført 3 ekspeditioner til Myanmar, Dawei i syd, Htee Saung ved Mandalay og var godt i gang med at opbygge en permanent klinik i Taunggyi, med doneret operationsudstyr, briller, mikroskoper og spaltelamper m.m. Men nedlukningen af landet og coronaepidemien har omdannet hospitalet til et hospice for terminale covid-patienter, så vi får næppe mulighed for at genoptage arbejdet der.
Myanmar var ellers et fantastisk land at besøge, og der var mange patienter med behov for grå stær-operationer. Befolkningen er meget imødekommende og søde. På hospitalet var der stampersonale der alle var engagerede og hjælpsomme ud over det sædvanlige.



